Den russiske svømmer Evgeny Rylov er blevet udelukket i ni måneder.
Han straffes af verdensforbundet Fina for at have deltaget i en fejring af invasionen af Ukraine i marts, skriver Fina på sin hjemmeside.
I perioden har han karantæne fra alle konkurrencer og aktiviteter, der er organiseret af forbundet.
Rylov, der vandt guld i 100 og 200 meter rygsvømning ved sidste års OL i Tokyo, var blandt deltagerne på Luzhniki Stadium i marts.
Her bar han og flere andre atleter et omdiskuteret “Z” på sit tøj, der af Rusland bruges som symbol på det, som landet selv betegner som “en særlig militær operation”.
I praksis er det ikke sikkert, at karantænen får den store betydning, for russiske og hviderussiske atleter og ledere bliver ikke inviteret til konkurrencer resten af 2022, gentager Fina.
Dermed vil de heller ikke være til stede ved VM i Ungarn, der afholdes i juni og juli.
/ritzau/











