Beskæftigelsen stiger for 13. måned i træk og sætter endnu engang rekord.
I februar var der således ifølge Danmarks Statistik 2.929.000 med lønmodtagerjob, hvilket er 9000 flere end i januar, når man korrigerer for sæson.
Dermed er antallet af lønmodtagere steget med 166.000 personer siden januar 2021.
Fremgang er sket i den private sektor, hvor 10.000 flere er kommet i arbejde, mens det offentlige beskæftigede 1000 færre.
Og på brancheniveau var det særligt hoteller og restauranter, som efter coronanedlukningen i vinter ser ud til at være på vej op i gear igen med en fremgang på 3000 ansatte.
Omvendt var der 5000 færre ansatte i branchen sundhed og socialvæsen. Det kan henføres til, at man i februar begyndte nedtrapningen af test- og opsporingsindsatsen over for covid-19.
/ritzau/











