Satellitbilleder fra landsbyen Manhush nær den belejrede ukrainske by Mariupol viser en massegrav, hvor der i løbet af de seneste uger er kommet flere end 200 nye grave til.
Det oplyser det amerikanske selskab Maxar Technologies torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En gennemgang af satellitbilleder fra midten af marts til midten af april indikerer, at udvidelsen begyndte mellem den 23. og 26. marts.
Massegraven ligger ved siden af en allerede eksisterende kirkegård i Manhush 20 kilometer vest for Mariupol. Det oplyser Maxar Technologies.
The Washington Post, der har set billederne, beskriver rækker af grave i forskellige sektioner, der hver måler 85 meter.
Ukrainske embedsmænd mener, at op mod 9000 civile kan være begravet i massegraven.
Det oplyser Mariupols byråd i en erklæring på beskedtjenesten Telegram.
Russiske soldater “gravede nye render og fyldte dem med lig hver dag i hele april”, oplyser byrådet.
Rådet tilføjer, at det har oplysninger, som indikerer, at ligene blev “begravet i flere lag”.
Disse påstande er ikke bekræftet fra anden side.
/ritzau/











