Politichef: 95 procent af døde i Butja er dræbt af skudsår

    Langt størstedelen af de personer, der er fundet døde i byen Butja under den russiske invasion af Ukraine, er dræbt af skud.

    Det oplyser Andrij Nebitov, regional politichef i Kyiv, på en pressekonference fredag ifølge nyhedsbureauet Interfax Ukraine.

    – 95 procent af personerne blev skudt af snigskytter eller dræbt med skydevåben, siger Andrij Nebitov.

    – Folk blev bare skudt i gaderne under Ruslands belejring. Det er en kendsgerning, der er registreret. I det 21. århundrede er det umuligt at gemme sådanne forbrydelser. De blev bevidnet af observatører og også optaget på kamera.

    Ifølge lokale myndigheder er over 400 civile fundet dræbt i Butja, efter at russiske styrker forlod byen 30. marts. I alt var byen under russisk kontrol i en måned.

    Mennesker klædt i civilt tøj blev efterfølgende fundet døde på gaderne, hvor nogle havde deres hænder bundet bag ryggen. Siden blev flere massegrave fundet.

    I flere dage har retsmedicinske eksperter fra en fransk specialstyrke arbejdet i Butja for at undersøge og identificere ligene fra massegravene.

    Butja, der er en forstad til hovedstaden Kyiv, har efter den russiske tilbagetrækning haft besøg af blandt andre præsident Volodymyr Zelenskyj og præsidenter fra Polen, Estland, Letland og Litauen.

    Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besøgte byen for en uge siden.

    Her sagde hun, at “det utænkelige skete” i Butja, og at drab på civile viser “Putins hærs onde ansigt”.

    – Vi har set den uansvarlige fremfærd og ubarmhjertighed, hvormed de har holdt byen besat, sagde von der Leyen.

    Pave Frans har omtalt Butja som “martyrernes by”.

    /ritzau/Reuters