En af de mulige købere af Chelsea trækker sig fra budprocessen.
Den amerikanske Ricketts-familie, som ejer baseballklubben Chicago Cubs, ønsker ikke længere at købe fodboldklubben Chelsea.
Det oplyser Ricketts-familien fredag ifølge AFP.
– I processen med at færdiggøre buddet blev det stadig tydeligere, at visse problemer ikke kunne løses på grund af den usædvanlige dynamik omkring salgsprocessen, oplyser Ricketts-familien.
Chelsea er sat til salg af Roman Abramovich, men russeren får ingen penge i lommen, når et salg er gennemført.
Den britiske regering har således indført strenge sanktioner mod Roman Abramovich, som ikke må omsætte penge i Storbritannien. Et salg af Chelsea skal derfor ske under opsyn af det britiske finansministerium.
Chelsea-ejeren er en af flere russiske rigmænd, der har fået deres værdier indefrosset som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Den britiske regering har angiveligt beviser for, at Abramovich har tætte forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
/ritzau/











