Den russiske sortehavsflådes flagskib, “Moskva”, er sunket. Det bekræfter Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Ria.
Krigsskibet blev alvorligt beskadiget i Sortehavet, efter at ammunition om bord på skibet eksploderede.
Der er forskellige meldinger fra Rusland og Ukraine om, hvad der forårsagede eksplosionen, som blev kendt natten til torsdag dansk tid.
Russiske myndigheder sagde, at eksplosionen var forårsaget af en brand om bord på skibet.
Ukraine hævder, at ukrainske styrker beskød det russiske krigsskib med to missiler, og at det var årsag til eksplosionen og den efterfølgende brand.
Skibet blev slæbt i havn i stormvejr, og det var her, at forliset skete, oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.
– Skibet mistede stabilitet på grund af skade på skroget, der er forårsaget af eksplosion i ammunition på grund af en brand. Skibet sank under en tung storm, meddeler ministeriet.
Skibet på 12.500 ton havde omkring 500 besætningsmedlemmer. De blev evakueret til andre skibe i Sortehavet, tilføjer det russiske ministerium ifølge Tass.
Under de første dage af den russiske invasion fik “Moskva” stor international opmærksomhed, da det ifølge BBC forsøgte at få 13 ukrainske soldater på den lille ø Zmijinyj (Slangeøen, red.) i Sortehavet til at overgive sig.
– Dette er et russisk krigsskib. Jeg foreslår, at I nedlægger jeres våben og overgiver jer for at undgå blodsudgydelser og unødvendige ofre. I modsat fald bliver I bombarderet, lød det fra de russiske styrker i et offentliggjort lydklip.
– Russiske krigsskib, gå ad helvede til, lød svaret fra en af de ukrainske grænsevagter.
De 13 soldater blev indledningsvist meldt dræbt, mens de forsvarede øen, men efterfølgende kom det frem, at de i stedet var taget til fange af russisk militær.
Soldaten bag det berømte svar til det russiske krigsskib, Roman Hrybov, blev senere løsladt i en fangeudveksling.
/ritzau/Reuters











