Antallet af omkomne i de voldsomme oversvømmelser, der har ramt det østlige Sydafrika, er onsdag nået op over 250.
Det oplyser sundhedsministeren i provinsen KwaZulu-Natal til sydafrikansk tv.
– Frem til sent i går aftes har vi modtaget tæt ved 253 lig i to forskellige lighuse, siger ministeren, Nomagugu Simelane-Zulu til tv-stationen eNCA.
Dødstallet kan stige yderligere, idet adskillige mennesker stadig er savnet, skriver nyhedsbureauet dpa.
Politiets estimat over antallet af omkomne indtil videre lyder på 259.
De store oversvømmelser tirsdag har resulteret i mudderskred, der har taget et stort antal mennesker med sig. 6000 huse vurderes at være ødelagt.
Uvejret ødelagde veje, væltede tunge skibscontainere omkuld og har sat en midlertidig stopper for skibstrafikken ind og ud af en af Afrikas mest travle havne.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, besøgte onsdag det katastroferamte område.
– Broer er kollapset. Veje er kollapset. Folk er døde. Dette er en katastrofe af enorme proportioner, sagde han.
– I er ikke alene. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at hjælpe jer, sagde præsidenten til indbyggere i KwaZulu-Natal provinsen.
Mozambique, der er Sydafrikas naboland mod nord, har i de seneste år lidt under voldsomme oversvømmelser. Så sent som i marts blev 50 mennesker dræbt i en oversvømmelse.
– I kæmper mod en af de værste hændelser, vi hidtil har set. Og vi troede, at dette kun skete i lande som Mozambique eller Zimbabwe, siger Ramaphosa.
/ritzau/Reuters











