Michael Bojesen, der er direktør for Malmø Opera og tidligere korleder for blandt andet DR Pigekoret, trækker sig fra bestyrelsen på kunstmuseet Arken.
Det skriver han i en mail til Ritzau.
Michael Bojesen har det seneste år været omtalt i medierne flere gange i forbindelse med afdækning af forholdene i både DR’s pigekor og i pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i Valby i København.
Her fortalte tidligere kormedlemmer om uønsket seksuel opmærksomhed og et seksualiseret miljø.
Michael Bojesen meddeler, at han foruden at trække sig fra Arkens bestyrelse også fratræder sin bestyrelsespost i Det Danske Institut i Rom.
– Den megen negative omtale om min person i medierne i snart et år har haft store konsekvenser for min familie og mine børn.
– Jeg har derfor i dag bedt kulturministeren at løse mig fra min bestyrelsespost i Det danske institut i Rom, ligesom jeg har meddelt Arkens bestyrelse, at jeg trækker mig fra min post, skriver han i mailen.
– Dermed har jeg ingen tillidsposter tilbage i dansk kulturliv, og jeg vil koncentrere kræfterne om min familie og mit arbejde i Sverige.
/ritzau/











