Den danske ishockeyspiller Lars Eller blev dobbelt målscorer, da Washington Capitals gik mål-amok og slog Philadelphia Flyers hele 9-2 i NHL natten til onsdag dansk tid.
Alex Ovechkin, Conor Sheary og Matt Irwin scorede hvert et mål og lavede hver en assist. Justin Schultz lavede tre assister, og Ilya Samsonov stod for 19 redninger i målet.
James van Riemsdyk scorede to gange for Philadelphia Flyers, som har tabt tre af de seneste fire kampe.
Målmand Carter Hart tillod pucken at ryge i nettet tre gange på ti forsøg og måtte udgå efter første periode på grund af en skade.
Martin Jones overtog efterfølgende Philadelphia Flyers’ bur og stod for 21 redninger.
Det var den russiske stjerne Alex Ovechkin, der indledte Capitals’ målorgie godt seks minutter inde i første periode, da han scorede sit 46. mål i sæsonen.
Lars Eller gjorde det til henholdsvis 4-1 i anden periode og 7-1 i tredje periode. Sejren er Capitals’ fjerde i streg i den bedste nordamerikanske hockeyliga.
Med sine to mål blev Eller sammen med svenske Johan Larsson og canadiske Matt Irwin af NHL kåret til kampens tre bedste spillere.
Den danske målmand Frederik Andersens hold, Carolina Hurricanes, var også i kamp natten til onsdag dansk tid. Her slog holdet New York Rangers 4-2.
Andersen stod i mål hele kampen og lavede 28 redninger ud af 30 skudforsøg.
I Eastern Conference ligger Carolina Hurricanes på en andenplads og har allerede sikret sig adgang til NHL’s slutspil.
Ottawa Senators, der har den anden danske målmand i NHL, Mads Søgaard, på holdet, slog Detroit Red Wings 4-1.
Søgaard var ikke på isen i nattens kamp.
/ritzau/











