En 25-årig mand sigtes for medvirken til et skuddrab i Herlev i december 2021.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt mandag. Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag. Her vil den mødende anklager begære ham varetægtsfængslet.
Anholdelsen sker på baggrund af omfattende efterforskning, fortæller vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.
– I den forbindelse har vi blandt andet opfordret offentligheden til at komme med oplysninger omkring et køretøj, som blev fundet i nærheden af gerningsstedet.
– Den opfordring har flere borgere fulgt, og det vil vi gerne sige tak for, siger han i pressemeddelelsen.
Drabet blev begået 7. december ved Krebsdammen i Herlev. Drabsofferet var en mand i 20’erne. Derudover blev en 25-årig mand såret af skud.
Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.
/ritzau/











