Det amerikanske udenrigsministerium kalder størstedelen af medarbejderne på USA’s konsulat i Shanghai hjem. Hjemkaldelsen omfatter også de ansattes familier.
Det oplyser ministeriet mandag lokal tid.
Kun nøglemedarbejdere på konsulatet skal fortsat blive i den kinesiske millionby, hvor myndigheder har indført en omfattende nedlukning i et forsøg på at slå et covid-19-smitteudbrud ned.
Adskillige medier har rapporteret om voksende utilfredshed blandt Shanghais befolkning med de strikse tiltag.
Kina har under den over to år lange pandemi haft en officiel strategi om “nul-covid”. Det indebærer, at ved de første tegn på et udbrud af smitte, bliver der indført restriktioner.
Udbruddet i Shanghai har medført nogle af de hårdeste restriktioner i Kina, siden coronavirusset første gang blev opdaget i den kinesiske provins Wuhan i slutningen af 2019.
/ritzau/Reuters











