Efter over to år med corona har pandemien rundet en milepæl: Lørdag har antallet af corona-indlæggelser siden marts 2020 rundet 50.000.
Nærmere bestemt har i alt 50.115 mennesker været indlagt med virusset.
Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.
Da pandemien ramte Danmark, blev en berømt graf over smittekurver og røde indlæggelseslinjer vist ved flere pressemøder i Statsministeriet.
Frygten var, at coronaen ville vælte sundhedsvæsenet.
Men det er aldrig blevet virkelighed, vurderer professor og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg.
– Det har aldrig set rigtigt skidt ud. Vi har haft en sundhedsvæsen, hvor vi har skullet tage meget hensyn til, hvad det kunne lave i øvrigt – i nogle uger under pandemien, siger han og tilføjer:
– Langt det meste af tiden har sundhedsvæsenet kørt med noget, der minder om en normal produktion.
Pandemien har kostet personale, som skulle flyttes fra afdelinger til andre. Det er i sidste ende gået ud over patientgrupper, men det har også været en nødvendighed, vurderer professoren.
/ritzau/











