Forsker om Tjernobyl: Usandsynligt med akut strålingssyge

    Russere, der har gravet skyttegrave tæt på atomkraftværket Tjernobyl, har på grund af strålingssyge højst et år tilbage at leve i.

    Sådan lød påstanden fra ukrainske myndigheder tidligere på dagen.

    Men det er umiddelbart et vovet postulat. Det vurderer forskningsleder ved center for strålingsfysik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Bent Lauritzen.

    – Det lyder ikke sandsynligt – med det forbehold at vi ikke kender de præcise niveauer, siger han og tilføjer:

    – Men de niveauer, vi kender til, er ikke tilstrækkelige til at give akut strålesyge.

    Påstanden stammer fra Ukraines energiminister, German Galusjtjenko.

    Tjernobyl blev taget ud af drift i 1986. Her eksploderede en reaktor og udløste den værste kernekraftulykke nogensinde.

    De russiske styrker indtog området ved det gamle akraftværk kort efter invasionen.

    /ritzau/