Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, udstikker natten til lørdag en sidste advarsel til det, han kalder “kollaboratører”.
– Min besked til dem er såre simpel: At blive holdt ansvarlig for kollaboration er uundgåeligt, siger han.
Advarslen er rettet mod de ukrainske embedsmænd, som er begyndt at arbejde for de prorussiske separatister, som det russiske militær har indsat som ledere i besatte byer i Ukraine.
Og den er kontant.
– Der kommer til at være problemer for dem, som samarbejder med besættelsesregeringerne eller besætterne direkte. Det her er sidste advarsel, siger han ifølge mediet BBC.
Præsidenten anerkender dog i samme omgang, at de ukrainske embedsmænd ikke nødvendigvis samarbejder med god vilje.
Han siger, at den russiske regering “truer ansatte i virksomheder og myndigheder til at samarbejde med de bedragne udnævnte”.
Ikke desto mindre skal retfærdigheden ske fyldest, siger han.
– Om det bliver i morgen eller i overmorgen er underordnet. Det vigtigste er uundgåeligheden af, at retfærdigheden kommer til at ske fyldest, siger han.
/ritzau/











