Grønlandsk politi efterforsker dødsfald som drabssag

    Torsdag formiddag lokal tid blev en kvinde fundet død i den grønlandske by Sisimiut, og Grønlands Politi mener, at hun er blevet udsat for en forbrydelse.

    Sagen efterforskes derfor som drab, siger efterforskningschef Jan Lambertsen til mediet KNR.

    – Der er nogle spor, og der er nogle ting på gerningsstedet, og noget vi har fundet ud af, som gør, at vi nu er sikre på, at der er tale om en forbrydelse og derfor et drab, siger han.

    Det fremgår ikke, hvilke spor der er tale om, eller om der er mistænkte i sagen.

    Han forsikrer dog om, at der er “fundet nogle ting, som gør, at vi tror på, at vi nok skal få det her opklaret”.

    I første omgang lød meldingen torsdag formiddag, at dødsfaldet var “mistænkeligt”.

    Kvindens identitet er ikke stensikkert på plads. Pårørende er derfor heller ikke underrettet endnu.

    Anmeldelsen indløb hos politiet torsdag formiddag. Efterfølgende blev et område i byen afspærret, og der vil de kommende dage være en del politi til stede i byen, siger Jan Lambertsen.

    Politiet arbejder nu på at slå fast, hvornår den formodede forbrydelse har fundet sted.

    Ifølge efterforskningschefen er det formentlig sket et sted mellem onsdag aften og torsdag morgen.

    Der er fire timers tidsforskel mellem Danmark og det meste af Grønland, som altså er fire timer bagud.

    Han opfordrer alle, der kan have set eller hørt noget til at henvende sig til politiet.

    Sisimiut ligger i Vestgrønland omkring 320 kilometer nord for Nuuk. Med et indbyggertal på omkring 5600 mennesker er det Grønlands næststørste by.

    /ritzau/