Skatteministeriet forventer at kunne hente op mod ni milliarder kroner hjem i udbytteskandalen, hvilket er en stigning på mindst 2,5 milliarder kroner.
Det fremgår torsdag af et nyt skøn fra Skatteministeriet.
Den danske statskasse blev lænset for i alt 12,7 milliarder kroner, fordi der i årevis blev svindlet med refusion af udbytteskat.
Svindlen blev opdaget i 2015, og tidligere i år blev de første tiltaler rejst i sagen, som er opdelt i tre spor.
Men myndighederne forventer også, at omkostningerne for at hente pengene hjem vil stige. Omkostninger til statens advokater ventes at stige fra 2,4 milliarder kroner til 4,3 milliarder kroner.
Skønnene er dog behæftet med “væsentlig usikkerhed”, skriver Skatteministeriet.
/ritzau/











