Prorussiske separatister i det østlige Ukraine siger, at de kontrollerer næsten hele Luhansk – regionen og over halvdelen af Donetsk-regionen i Donbas, som Moskva har nævnt som dets primære militære mål. Oplysningerne er ikke bekræftet af uafhængige kilder.
De prorussiske separatister har udråbt Donetsk og Luhansk som selvstændige “folkerepublikker”.
– Denne morgen – den 31. marts 2020 – er over 90 procent af territoriet i Folkerepublikken Luhansk befriet, hedder det i en erklæring på det sociale medie Telegram fra udenrigsministeriet i den selverklærede republik.
Mange indbyggere i regionen er russisktalende og russisksindede. Mange har desuden arbejdet for russiske virksomheder, og de ser med skepsis på den provestlige regering i Kyiv.
Inden starten på det, som Moskva kalder “en speciel militær operation i Ukraine”, kontrollerede separatisterne omkring en tredjedel af Donetsk og omkring en tredjedel af Luhansk.
I Donetsk har russiske styrker omringet den sydlige havneby Marjupol, hvor civilbefolkningen i ekstrem grad mangler vand, fødevarer og medicin.
/ritzau/AFP









