Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er en “stolt leder for et modigt folk”.
Sådan skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook efter at have hørt Ukraines præsident holde tale tidligere tirsdag til Folketinget via et krypteret videolink.
– Putin har undervurderet det ukrainske folk. Han har undervurderet, hvor svært det er at tage friheden fra et folk, der har oplevet at have den. Han har undervurderet deres modstandskraft. Og deres gennemslagskraft, skriver hun med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
For lidt over en måned siden invaderede Rusland nabolandet Ukraine. Frederiksen kalder præsidentens tale for “et stærkt vidnesbyrd fra krigen”.
– En mand og et folk, der lige nu giver alt, hvad de har, i kampen for frihed, skriver statsministeren.
Krigen er brutal, understregede præsidenten. Zelenskyj sagde blandt andet, at uskyldige ukrainere bliver dræbt. At fire ud af Ukraines 44 millioner borgere har forladt landet, at kvinder og piger bliver voldtaget, og at der plyndres løs i Ukraine.
Zelenskyj opfordrede også til flere sanktioner mod russerne. Rusland er allerede ramt af en række eksempelvis økonomiske sanktioner.
Men der skal altså mere til, mener præsidenten.
– Der er ingen tvivl: Danmark vil fortsætte med at hjælpe Ukraine. Og vi står sammen i Vesten om at støtte det ukrainske folk. Og møde Putins aggression med et stærkt modsvar, skriver Frederiksen.
Danmark har allerede bidraget med eksempelvis panserværnsraketter og andet udstyr til Ukraine. Samt humanitær støtte. Og Danmark hjælper fortsat Ukraine. Det oplyser Forsvarsministeriet. Dog uden at komme det nærmere.
– Hjælpen koordineres i høj grad gennem samarbejder med andre lande. Af hensyn til den yderst anspændte udvikling i Putins overgreb på Ukraine kan Danmark af sikkerhedsmæssige årsager ikke udtale sig om, hvilken hjælp Danmark bidrager med, udtaler Forsvarsministeriet til Ritzau.
/ritzau/











