500 migranter er i land efter tur over Den Engelske Kanal mandag

    Næsten 500 mennesker, som krydsede Den Engelske Kanal i små både mandag, er blevet samlet op og bragt i land.

    Det oplyser de britiske myndigheder.

    Der er blevet bragt 395 migranter til England fra 12 både, mens lidt over 100, som blev samlet op af den franske kystvagt, er blevet bragt til Frankrig fra fire andre både.

    Det betyder, at der nu er blevet bragt over 4500 mennesker til Storbritannien ad denne vej i år, viser tal indsamlet af nyhedsbureauet PA.

    Der var en del børn blandt dem, som kom til Dover i Kent i det sydøstlige England. Blandt dem var en pige uden sko.

    Ministeren med særligt ansvar for håndteringen af illegal migration, Tom Pursglove, siger, at den tiltagende migration via farlige krydsninger af Den Engelske Kanal er uacceptabel.

    – Der er ikke blot tale om grove krænkelser af vores lovgivning. Det er også en stor belastning for de britiske skatteborgere og af vores kapacitet til at hjælpe flygtninge, som kommer til Storbritannien via sikre og legale ruter.

    – Den britiske offentlighed har fået nok, siger Pursglove.

    Omkring 28.500 migranter satte ud fra den franske kyst i små både med kurs mod Storbritannien sidste år, viser officielle tal ifølge Sky News. I år ventes tallet at stige til næsten 60.000.

    Denne vurdering er foretaget før den russiske invasion af Ukraine, som har udløst en kæmpe flygtningestrøm i det nordlige Europa.

    /ritzau/dpa