Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer endnu en gang vestlige lande til at skærpe sanktionerne over for Rusland, som følge af landets invasion af nabolandet.
Men han tvivler på, at de europæiske ledere vil indføre et forbud mod russiske olieforsyninger, som de har drøftet. Tilsyneladende vil det kun ske, såfremt det russiske militær begynder at anvende kemiske våben.
Det siger Zelenskyj i en videotale, der er lagt på beskedtjenesten Telegram natten til tirsdag.
– Der findes ikke ord for det. Tænk, hvor langt ud det er kommet. Venter på kemiske våben, siger han i en videotale natten til tirsdag.
Zelenzkyj gør det også klart, at trods nogle sejre for det ukrainske militær i konflikten med Rusland er situationen i Ukraine fortsat “meget svær”.
En gruppe af ukrainske og internationale eksperter vil i denne uge blive nedsat i Kyiv for at analysere sanktionerne mod Rusland, og hvor virkningsfulde de er.
/ritzau/dpa











