Ruslands største uafhængige avis, Novaya Gazeta, har indstillet alle fremtidige udgivelser, indtil der ikke længere er krig i Ukraine.
Det meddeler avisens chefredaktør, Dmitrij Muratov, mandag.
Muratov, der sidste år fik Nobels fredspris sammen med journalisten Maria Ressa, siger, at det har været en “svær” beslutning.
– For os og for alle jer er det en forfærdelig og svær beslutning. Men vi bliver nødt til at redde os for hinandens skyld, siger Muratov.
– Vi har fået endnu en advarsel fra Roskomnadzor, siger han i en udtalelse.
Roskomnadzor er Ruslands statslige medietilsyn. Tilsynet har tidligere stået for at blokere russernes adgang til flere vestlige medier.
Novaya Gazeta fik mandag sin anden advarsel fra Roskomnadzor.
– Vi indstiller vores udgivelse af avisen på vores hjemmeside, på sociale medier og på tryk, indtil den “særlige operation i Ukraine” er slut, lyder det.
En “særlig militær operation” er Ruslands præsident Vladimir Putins betegnelse for, hvad de russiske styrker i øjeblikket udfører i Ukraine.
Novaya Gazetas beslutning om at indstille arbejdet er angiveligt taget for at sikre, at avisen kan fortsætte med at eksistere i fremtiden.
Roskomnadzor har skærpet reglerne for indholdet i russiske medier, siden Rusland gik ind i Ukraine den 24. februar.
Tilsynet har forbudt ordene “krig”, “angreb” og “invasion” om situationen i Ukraine. Den må blot omtales som en “særlig militær operation”.
Dmitrij Muratov og den filippinsk-amerikanske graverjournalist Maria Ressa modtog i 2021 Nobels fredspris for at beskytte ytringsfriheden.
/ritzau/AFP











