Carlsberg vil fremover ikke drive forretning i Rusland. Det meddeler den danske bryggerikoncern i en fondsbørsmeddelelse mandag. Beslutningen er truffet som følge af Ruslands invasion i Ukraine.
Selskabet lukkede tidligere i marts ned for salg og produktion af Carlsberg-øl. Men nu tager man skridtet videre og påbegynder arbejdet med at frasælge alle sine aktiviteter i Rusland, herunder Baltika-brandet.
– Vi har taget den vanskelige og umiddelbare beslutning om at afhænde alle vores forretninger i Rusland, hvilket vi mener er den rette ting at gøre i den nuværende situation.
– Når det er effektueret, vil vi ikke længere være til stede i Rusland, hedder det i en pressemeddelelse.
Carlsberg havde sidste år en omsætning på 6,5 milliarder kroner i Rusland og et driftsresultat på 682 millioner kroner.
/ritzau/











