Will Smith slår komiker efter joke under oscaruddeling

    Under uddelingen af en pris ved årets Oscar var der et uventet optrin.

    Skuespilleren Will Smith gik på scenen og slog komikeren Chris Rock i ansigtet, efter Chris Rock havde lavet en joke om Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

    Det er uklart, om optrinnet var planlagt eller ej.

    Chris Rock skulle uddele prisen for Bedste Dokumentar, men lavede sjov med publikum inden.

    Her lavede han en joke om Jada Pinkett Smiths skaldethed. Hun lider af hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

    Derefter gik Will Smith på scenen og gav komikeren en lussing. Da han igen sad på sin plads råbte han op til Chris Rock på scenen.

    – Hold mine kones navn ude af din fucking mund, lød det fra Will Smith flere gange.

    Senere var Will Smith på scenen igen, da han modtog prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle i filmen “King Richard”.

    Han modtog statuetten og holdt tale, mens tårerne trillede ned af hans kinder.

    Men optrinnet kort tid forinden blev ikke nævnt direkte. Der kom dog under talen en undskyldning, men for hvad blev ikke nævnt.

    – Jeg vil gerne undskylde til akademiet og alle de andre nominerede, siger Will Smith på scenen.

    – Kærlighed får dig til at gøre skøre ting, lyder det videre.

    Efterfølgende blev han mødt af stående ovationer fra publikum.

    /ritzau/