Hele etageejendommen i Vanløse rives ned efter brand

    Hele etagebyggeriet i Vanløse, hvor der fredag udbrød voldsom brand, skal rives ned. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard.

    – Det hele skal rives ned på et tidspunkt. Men det sidste, der bliver revet ned, er hvor arnestedet menes at være, siger han sent søndag eftermiddag.

    Nedrivningen af dele af bygningen er allerede i gang. Håbet er, at der kan rives tilpas meget ned, så stedet omkring opgang 6A på Grøndals Parkvej bliver mere sikkert for brandteknikere at bevæge sig ind i.

    Det er i netop denne opgang, at den omfattende brand menes at være brudt ud.

    – Vi mener, at det er i opgang 6A et sted. Det er her, ilden er set første gang, og den bryder ud i taget. Men om branden er startet på en af etagerne eller på selve loftet, ved vi ikke. Det er svært at sige, når vi ikke har været derinde, siger Jesper Bangsgaard.

    – Hvis man river mere af andre dele af bygningen ned først, kan man måske fastholde stabilitet i netop dette hjørne lidt længere tid, siger han videre.

    /ritzau/