Der venter en “lang kamp” i Ukraine.
Sådan lyder det fra USA’s præsident, Joe Biden, under en tale lørdag aften i Polens hovedstad, Warszawa.
Under talen siger han, at Vesten står på Ukraines side i krigen med Rusland. Den begyndte, da Ukraine blev invaderet 24. februar.
Folk må være forberedte på, at der venter en svær tid, og at krigen kan blive langvarig, siger Biden.
– Den vil ikke være overstået på dage eller måneder. Vi skal være forberedte på en lang kamp, siger præsident Joe Biden, som fastslår, at Vesten står mere sammen end nogensinde før.
Biden advarer under talen i stærke vendinger Rusland mod at sætte fod på forsvarsalliancen Natos territorium.
/ritzau/











