USA vil have sanktioner skærpet mod Nordkorea efter missiltest

    USA vil have FN’s Sikkerhedsråd til at skærpe de internationale sanktioner over for Nordkorea, efter at landet torsdag foretog en prøveaffyring af et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM).

    – Som følge af Nordkoreas stadig farligere provokationer vil USA fremlægge en resolution om, at Sikkerhedsrådet skal opdatere og skærpe sanktionerne, siger USA’s FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield.

    Siden 2017 havde Nordkorea frem til torsdag sat sine atomtest samt test af interkontinentale ballistiske missiler i bero.

    Dengang blev Sikkerhedsrådet enig om, at der skulle indføres nye foranstaltninger mod Nordkorea i tilfælde af en ny test af et ICBM.

    – Det er præcist, hvad der er sket. Så nu er tiden inde til at gøre det, siger Linda Thomas-Greenfield.

    I 2017 stod et enigt Sikkerhedsråd bag advarslen over for Nordkorea. Udtalelsen fra rådet blev vedtaget, en måned efter at Nordkorea testede et ICBM af typen Hwasong-15.

    Missiltypen blev vurderet til at være kraftigt nok til at kunne udgøre en trussel mod USA.

    Ifølge nordkoreanske statsmedier tilbagelagde det missil, som blev testet torsdag, en distance på 1090 kilometer i en maksimal højde på 6248,5 kilometer, før det angiveligt ramte sit mål i havet mellem Nordkorea og Japan.

    Prøveaffyringen af missilet af typen Hwasong-17 blev overværet af Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

    /ritzau/AFP