Byret dømmer kommunaldirektør for bedrageri under USA-tur

    Retten i Næstved har fundet den tidligere kommunaldirektør i Sorø Kommune skyldig i bedrageri. 40 dages fængsel er straffen, som dog gøres betinget af, at han udfører samfundstjeneste.

    Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag.

    Søren Søndergaard Kjær vil anke til Østre Landsret, skriver DR Nyheder med henvisning til hans forsvarer, advokat Anders Németh.

    Sagen skyldes, at Søren Søndergaard i 2019 brugte kommunens betalingskort til koncertbilletter og en privat middag i USA. Beløbet var cirka 6700 kroner.

    Det var DR Nyheder, som oprindeligt bragte sagen frem i offentligheden. Kommunens betalingskort blev brugt til fornøjelser i Nashville i staten Tennessee. Han var i USA til en konference.

    Retten oplyser, at de to domsmænd og den juridiske dommer har været enige om at finde den 56-årige tidligere kommunaldirektør skyldig.

    Søren Søndergaard Kjær har erkendt, at han gav forkerte oplysninger i forbindelse med tjenesteafregningen. Men det var en fejl, har han forklaret.

    Imidlertid mener retten, at han havde vilje til at bedrage kommunen. Det skyldes især teksten til de afholdte udgifter i forbindelse med tjenesteafregningen. Og retten lægger også vægt på en tidligere indberetning fra 2017 om deltagelse i den samme konference.

    Kommunen besluttede sidste år at sende en anmeldelse til politiet. I kommunalbestyrelsen stemte kun en imod, mens 23 stemte for.

    I august valgte Søren Søndergaard Kjær at sige op. Han begrundede det med, at tiden var inde til at skifte spor. Han ville i stedet bruge sine kompetencer i den grønne omstilling, lød det.

    /ritzau/