Russiske styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine.
Det fastslår USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, i en erklæring onsdag.
– I dag kan jeg meddele – baseret på den nuværende tilgængelige information – at USA’s regering vurderer, at medlemmer af Ruslands styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine, siger han.
Vurderingen er foretaget på baggrund af en grundig gennemgang af den eksisterende information om krigen.
Informationen kommer fra både offentlige kilder og efterretningstjenester, oplyses det.
– Hver dag, som russiske styrker fortsætter deres brutale angreb, stiger antallet af dræbte og sårede uskyldige civile. Herunder kvinder og børn, siger Blinken.
Det er for eksempel en krigsforbrydelse bevidst at angribe civile.
– Russiske styrker har ødelagt lejlighedsbygninger, skoler, hospitaler, kritisk infrastruktur, civile køretøjer, shoppingcentre og ambulancer. Det har efterladt tusinder af uskyldige civile dræbt eller såret.
– Mange af de steder, som Ruslands styrker har ramt, har været tydeligt identificerbare som i brug af civile, siger Blinken.
Rusland har gentagne gange afvist at gå bevidst efter civile mål.
/ritzau/











