Kyiv melder om russiske styrker på tilbagetog uden for byen

    Ukrainske styrker har tvunget russiske styrker tilbage i flere områder rundt om hovedstaden, Kyiv.

    Det siger Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, på et pressemøde onsdag. Han uddyber ikke, hvor mange russiske styrker der presses tilbage.

    Ifølge borgmesteren, som er tidligere boksestjerne, foregår der kampe i flere områder nær hovedstaden.

    – Den lille by Makariv og næsten hele Irpin er allerede under ukrainske soldaters kontrol, siger han.

    Irpin grænser op til Kyivs østlige grænse. Makariv ligger cirka 50 kilometer vest for Kyiv.

    Ifølge journalister i området foregår der heftige kampe i særligt Irpin.

    Russiske styrker rykkede hurtigt til udkanten af Kyiv, efter at invasionen af Ukraine begyndte for knap en måned siden. Men deres forsøg på at omringe og trænge ind i byen er slået fejl flere gange.

    Og nu er flere russiske styrker altså ifølge Kyivs borgmester ved at blive tvunget væk fra byer i udkanten af hovedstaden.

    Ifølge Klytjko går russerne målrettet efter Kyiv, fordi “byen er landets hjerte”.

    Han opfordrer russiske soldater til at vende hjem til Rusland. Samtidig siger han, at ukrainerne vil beskytte Kyiv til det sidste.

    – Vi vil hellere dø end at knæle foran russere eller overgive os.

    – Vi er klar til at kæmpe for hver en bygning, hver en gade, hver en del af vores by, siger Kyivs borgmester.

    Et beboelseskvarter nordvest for Kyiv blev onsdag morgen udsat for et bombardement. Det førte til skader på flere bygninger og efterlod fire personer såret.

    Ifølge byens myndigheder er 73 civile døde siden invasionen, herunder fire børn. Derudover er 297 personer såret.

    /ritzau/AFP