Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers er efterhånden god for et mål, hver gang Winnipeg Jets er i kamp i den nordamerikanske liga NHL.
Senest natten til onsdag, da den 26-årige dansker scorede det afsluttende mål, da Vegas Golden Knights blev besejret 4-0.
Det er femte kamp i træk, at Ehlers får pucken i nettet.
I nattens kamp lagde han desuden op til Winnipegs mål til 2-0.
Winnipeg Jets har vundet seks af holdets seneste otte kampe.
Senest Ehlers ikke scorede, var i kampen mod New York Islanders 11. marts. Her lavede han til gengæld en assist.
Oliver Bjorkstrand var også i kamp natten til onsdag, da hans hold, Columbus Blue Jackets tabte 1-5 til Pittsburgh Penguins. Blue Jackets var foran 1-0 efter første periode, men gik derefter helt i stå.
Lars Eller og Washington Capitals gik også pointløse fra isen efter et nederlag på 2-5 til St. Louis Blues.
Derimod fik Carolina Hurricanes sin første sejr i fem kampe med 3-2 mod Tampa Bay Lightning. Frederik Andersen spillede samtlige 60 minutter, og reddede 27 ud af 29 skudforsøg for Hurricanes, der har været et af sæsonens stærkeste hold.
Hurricanes er nummer to i Eastern Conference.
/ritzau/











