Anklagemyndigheden i Ukraine har åbnet en efterforskning af en russisk soldat, som mistænkes for at have begået voldtægt og drab mod ukrainske civile.
Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse tirsdag.
Anklagemyndigheden skriver, at mistanken går på, at soldaten dræbte en civil ukrainsk mand og voldtog hans hustru.
Hændelsen skulle være fundet sted i Brovary-distriktet, som støder op til den østlige del af Ukraines hovedstad, Kyiv.
Her skulle soldaten være brudt ind i familiens hjem og have skudt ejeren af huset.
Efterfølgende skulle han i beruset tilstand og med hjælp fra en anden soldat have voldtaget mandens kone, som var mor til deres fælles barn.
Ifølge pressemeddelelsen er soldaterne mistænkt for gentagne gange at have truet både moren og barnet på livet med vold og våben.
Moren og barnet er nu i sikkerhed, skriver anklagemyndigheden.
Ifølge Inna Sovsun, som er medlem af det ukrainske parlament, er det første gang, at anklagemyndigheden påbegynder en efterforskning af russiske soldater for voldtægt.
– Vi har hørt rygterne tidligere, men dette er første gang, at vi har fået bekræftet fra myndighederne, at en overlevende kvinde har indgivet en anmeldelse, skriver hun på Twitter.
/ritzau/











