USA og Storbritannien har sluttet fred i handelskrigen, hvor de to lande havde indført store toldafgifter på handel med stål og aluminium mellem de to lande.
Det oplyser USA’s handelsminister, Gina Raimondo, i en skriftlig udtalelse, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
USA’s tidligere præsident Donald Trump eskalerede i 2018 konflikten mellem de to lande, da han indførte toldafgifter på henholdsvis 25 procent og 10 procent for britisk stål og aluminium.
Storbritannien svarede igen med toldafgifter på import af amerikansk stål og aluminium, og siden har de to lande ikke kunnet løse deres uenigheder.
Men det er nu blot et kapitel i historien, siger Gina Raimondo.
– Ved at lade toldfri stål og aluminium fra Storbritannien flyde frit, lukker vi afstanden mellem udbud og efterspørgsel af disse produkter i USA.
– Og ved at fjerne Storbritanniens gengældelsesafgifter genåbner vi det britiske marked for vores elskede amerikanske produkter, siger hun.
/ritzau/











