Ukrainske flygtninge skal ikke integreres i Danmark, men vende tilbage til deres hjemland og hjælpe med at bygge det op, når tid er.
Det har Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, sagt til flere medier. Og statsminister Mette Frederiksen (S) er enig, udtrykker hun tirsdag i Folketingssalen under en partilederdebat.
– Det er en anden tilgang til flygtningespørgsmålet end det, vi normalvis hører, og jeg er meget enig, siger Frederiksen.
– Det at være flygtning er midlertidigt, så man skal vende tilbage og være med til at bygge sit fædreland op, når man får mulighed for det. Det giver os mulighed for at hjælpe andre flygtninge.
De ukrainske flygtninge har via en særlov fået lov til at blive i to år i Danmark, hvor de kan arbejde, uddanne sig og har adgang til sundhedsydelser. Loven blev hastebehandlet.
Ambassadøren er taknemmelig for særloven.
Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) har sagt, at regeringen forventer, at der kan komme “markant flere” end 20.000 ukrainere. Det var, hvad kommunerne havde gjort plads til oprindeligt.
Mange tusind er døde som følge af Ruslands indtog i Ukraine. Over tre millioner er sendt på flugt ifølge FN, og endnu flere millioner er internt fordrevne.
/ritzau/











