Uenighed om uddannelsesaftale blandt støttepartier

    Med tirsdagens uddannelsesaftale bliver der rykket færre uddannelsespladser ud af de fire store universitetsbyer, end de 10 procent der ellers var regeringens plan.

    Det er uddannelsesordfører Astrid Carøe (SF) godt tilfreds med.

    – I stedet er vi landet på omkring 6 pct., som betyder markant færre nedskaleringer, men fortsat flere nye uddannelser tæt på unge udenfor storbyerne.

    – Det har været uhyre vigtigt for os, at de uddannelser, der oprettes, er ordentligt finansieret, og det er de, siger hun.

    Astrid Carøe mener, at aftalen sikrer flere uddannelser i hele landet, men samtidig sørger for, at de eksisterende uddannelsesinstitutioner ikke skal skære meget i budgettet.

    Det er De Radikale dog langt fra enige i. Partiet har valgt ikke at være med i aftalen. Ifølge uddannelsesordfører Katrine Robsøe har partierne bag aftalen ikke settpå kvaliteten af uddannelsen, men udelukkende på, hvor den ligger.

    – Vi er ikke med i aftalen, fordi man lukker tusindvis af uddannelsespladser, udelukkende fordi man ikke kan lide, at de ligger i en af de fire største byer, siger hun.

    /ritzau/