Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er tirsdag kendt skyldig i nye anklager om storstilet bedrageri.
Det oplyser en russisk domstol ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Strafudmålingen i sagen ventes at finde stede senere tirsdag.
Anklagerne er gået efter 13 års fængsel til Navalnyj, der har været anklaget for storstilet bedrageri og foragt for retten.
Dermed risikerer han at få lagt betragteligt med tid til sin nuværende dom.
Den 45-årige oppositionsleder afsoner i forvejen en dom på to et halvt års fængsel i en fangelejr øst for den russiske hovedstad, Moskva.
Navalnyj er den mest prominente oppositionspolitiker i Rusland. Han er en udtalt kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin.
Navalnyj har tidligere sagt, at anklagerne mod ham er opdigtede og et forsøg på at bremse hans politiske ambitioner og lukke munden på ham. Også de nye anklager er ifølge Navalnyj politisk motiverede.
Navalnyj blev forgiftet om bord på et russisk passagerfly i august 2020.
Han fik det så dårligt, at flyet måtte nødlande, så han kunne blive behandlet på et hospital. Efterfølgende blev han bragt til behandling på et hospital i Berlin. Her fandt læger spor af en nervegift.
FN-eksperter har konkluderet, at Rusland stod bag angrebet mod Navalnyj.
Efter længere tids behandling vendte han i januar 2021 tilbage til Rusland.
Ved hjemkomsten blev han anholdt. Ifølge myndighederne havde han brudt regler i forbindelse en betinget dom, han fik i 2014.
Senere – i begyndelsen af februar – blev han sendt i fængsel, da en domstol ændrede en betinget dom på tre et halvt års fængsel til en ubetinget straf.
28. februar 2021 ankom han til straffelejren over 200 kilometer øst for Moskva. Fratrukket den tid, han nåede at tilbringe i husarrest, tog han her hul på at afsone en dom på to et halvt års fængsel.
Dermed stod han til at blive en fri mand omkring september 2023. Men sådan ser det altså ikke ud til at gå efter tirsdagens dom.
/ritzau/











