Ingen overlevende er fundet efter flystyrt i Kina

    Der er ikke fundet nogen overlevende fra det Boeing-fly, som mandag styrtede ned i Kina med 132 personer om bord.

    Det oplyser Kinas statslige tv-station CCTV ifølge nyhedsbureauet AP.

    Der var 132 personer om bord på passagerflyet. Det er ifølge AP Kinas værste luftfartsulykke i over et årti.

    – Vraget af flyet blev fundet på stedet, men indtil nu er ingen om bord på flyet blevet fundet, meddeler CCTV tirsdag morgen lokal tid.

    Årsagen til ulykken er stadig en gåde.

    Det er kommet frem, at flyet fra selskabet China Eastern Airlines i løbet af mindre end to minutter pludselig mistede højde, før det styrtede ned nær byen Wuzhou i Guangxi-regionen i det sydvestlige Kina og brød i brand.

    Flyet var seks år gammelt og af typen Boeing 737-800.

    Det er forgængeren til Boeings 737 MAX-fly, der blev underlagt et internationalt flyveforbud efter to dødelige ulykker i 2018 og 2019.

    /ritzau/