Uefa: Spillere fra ukrainske og russiske ligaer kan spille CL

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tillader klubber at registrere nytilkomne spillere fra russiske og ukrainske klubber til europæiske turneringer.

    Klubberne må registrere op til to spillere, skriver fodboldforbundet på sin hjemmeside.

    I forvejen har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tilladt udenlandske spillere fra ligaerne i de to lande at suspendere deres kontrakter frem til 30. juni på grund af den russiske invasion af Ukraine.

    Det har danske Anders Dreyer blandt andre benyttet sig af. Han er resten af sæsonen på kontrakt hos FC Midtjylland i Superligaen, men skal efter planen tilbage til russiske Rubin Kazan til sommer.

    FC Midtjylland deltager imidlertid ikke længere i en europæisk turnering, efter at holdet blev slået ud af Conference League af græske Paok i februar.

    Også de øvrige danske hold er ude af de europæiske turneringer, så mandagens nyhed fra Uefa har ingen betydning for dem.

    Det kan den til gengæld have for de klubber, som fortsat er med i Champions League, Europa League og Conference League.

    Tiltaget gælder også i kvindernes Champions League.

    – For at være berettiget til at deltage i ovennævnte Uefa-turneringer skal en ny spiller blandt andet være korrekt registreret hos det nationale forbund som spiller for den pågældende klub i overensstemmelse med forbundets egne og Fifas regler, skriver Uefa.

    /ritzau/