Vild ungarer snitter to sekunder af verdensrekord


    Ungarske Katinka Hosszu er en af de mest lysende stjerner på svømmehimlen i disse år, og natten til søndag dansk tid satte hun en tyk streg under, at hun i den grad hører til der.

    I OL-finalen i 400 meter medley pulveriserede hun ikke blot sine konkurrenter, men også verdensrekorden på vej til sin suveræne guldmedalje.

    Med tiden 4 minutter og 26,36 sekunder barberede hun mere end to sekunder af den verdensrekord, som kineseren Ye Shiwen satte i 2012.

    Undervejs var ungareren mere end fire sekunder foran verdensrekord-splittiden, men på de 100 meter fri til sidst gik hun en smule ned i tempo.

    Stadig havde hun dog stor margin til både verdensrekordtid og konkurrenter.

    Den 27-årige svømmer slog hånden i bassinkanten næsten fem sekunder før amerikaneren Maya Dirado, der fik sølv, mens bronzen gik til spanieren Mireia Belmonte Garcia.

    Hosszu stiller op i flere svømmediscipliner ved OL, og meget skal gå galt, hvis ikke hun skal snuppe mere metal med hjem fra legene i Rio.

    /ritzau/