Ruslands omfattende angreb mod den ukrainske by Mariupol er en “massiv krigsforbrydelse” og bør fordømmes på det kraftigste.
Det siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell, mandag.
– Det er en tilintetgørelse af et folk, der lider utrolig meget, siger han.
– Byen bliver fuldstændig ødelagt, og folk dør, lyder det fra udenrigschefen i forbindelse med et udenrigsministermøde i EU.
Ifølge Ukraine har russiske styrker de seneste uger blandt andet bombet et børnehospital, et stort teater og en kunstskole i Mariupol.
Josep Borrell kalder Ruslands invasion af Ukraine for “en massiv ødelæggelse af et land uden at tage noget hensyn til krigens love”.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, deltager i mandagens udenrigsministermøde i Bruxelles. Her skal udenrigsministrene blandt andet diskutere nye mulige sanktioner mod Rusland.
Mariupol er en havneby, der ligger i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Det er en strategisk vigtig by i kampen om Ukraine.
Ruslands invasion af Ukraine blev indledt natten til torsdag den 24. februar.
Siden da er flere ukrainske byer blevet hårdt ramt af bombardementer, og millioner er flygtet ud af landet eller er internt fordrevet.
Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er knap 3,4 millioner ud af Ukraines 44 millioner indbyggere flygtet ud af Ukraine siden krigens start.
Derudover er omkring 6,5 millioner personer internt fordrevet.
/ritzau/AFP











