Spildevandsmåling: Coronasmitten er faldet markant i hele landet

    Borgere i Danmark bliver i mindre og mindre grad smittet med coronavirus.

    Det viser overvågningen af epidemiens udvikling via spildevandet, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.

    – Siden toppen i uge 6 er der observeret fald i alle regioner, skriver han.

    Kontakttallet for coronavirus, der bliver offentliggjort ugentligt, viser ligeledes en faldende tendens i epidemien.

    Tirsdag er det beregnet til 0,7, skriver sundhedsministeren. I sidste uge var kontakttallet 0,8. Ugen før var tallet 0,7.

    – Det indikerer, at epidemien fortsat er aftagende i Danmark. Dette kommer også til udtryk i smittetallene, der de seneste fire dage har ligget under 10.000 bekræftede tilfælde, skriver Magnus Heunicke.

    Kontakttallet er et regnestykke, som er blevet brugt under epidemien til at sige noget om, hvorvidt smitten i samfundet er på vej op eller ned. Men det fortæller ikke, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.

    Når kontakttallet er 0,7, vil det sige, at ti smittede i gennemsnit smitter syv andre.

    Hidtil har test været et af de vigtigste værktøjer til at overvåge smitten.

    Men efter der er blevet skruet på testkapaciteten og anbefalingerne for test, har det ændret sig.

    I et opslag 1. marts på Twitter påpegede Magnus Heunicke, at mens smittetallet er behæftet med usikkerhed på grund af faldende testaktivitet, er spildevandsovervågningen ikke følsom over for testaktivitet.

    Overvågningen kan laves, fordi vores afføring afslører, om vi er inficeret med coronavirus. På den måde kan man monitorere smittetrykket.

    Tirsdagens coronatal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at 9947 personer er konstateret smittede med corona i en PCR-test det seneste døgn.

    De smittede er fundet blandt 43.808 prøvesvar. Det vil sige, at cirka 23 procent af prøverne er positive for corona.

    Samtidig er det samlede antal indlagte faldet med 36 personer. Således er 1531 personer tirsdag indlagt med corona på et af landets hospitaler.

    26 af dem er indlagt på en intensivafdeling, og af dem får syv personer hjælp til at trække vejret af en respirator.

    /ritzau/