22-årig forsvundet efter bytur: Dykkere skal lede efter ham

    En 22-årig mand har været forsvundet siden en bytur i København natten til søndag.

    Mandag sendte Københavns Politi både på vandet for at lede efter den unge mand, Jonas, og tirsdag er dykkere også blevet sendt i vandet for at lede videre.

    Det ligger fast, at han efter byturen tog metroen fra Rådhuspladsen i København og stod af ved stationen Orientkaj i Nordhavn, hvor han sidst blev set på overvågningsbilleder klokken 06.30 søndag morgen.

    – Vi kommer også til at være på Orientkaj i dag (tirsdag, red.) for at lede efter Jonas, og vi opfordrer borgere, der bor i området, til også at kigge efter ham i kælderskakter, garager og trappeopgange, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel.

    Tirsdag omkring middag er en livløs mand blevet fundet ved en skrænt nær Nordhavn Station i København.

    Det bekræfter politiet, der fik en anmeldelse fra en borger kort før klokken 12.

    – Han er fundet liggende på en skrænt og er tilsyneladende livløs, fortæller Jesper Frandsen til Ekstra Bladet.

    Personen er lidt efter middag ikke blevet identificeret endnu, og derfor er der heller ingen pårørende, som er blevet underrettet.

    Den livløse mand er blevet fundet i det område, hvor den 22-årige Jonas sidst er blevet set, men politiet har hverken be- eller afkræftet, om der skulle være tale om samme person.

    Politiet kan tirsdag over middag ikke komme sagen nærmere.

    /ritzau/