Fire personer er blevet anholdt og sigtet efter fyrværkeriloven i Bov, som ligger tæt på grænsen til Tyskland.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi John Christiansen.
Det drejer sig om en dreng på femten og tre unge mænd i alderen 18-20 år.
John Christiansen fortæller, at politiet modtog anmeldelsen fra et modtagecenter på Plantagevej mandag aften.
Modtagecentret huser i øjeblikket især ukrainske flygtninge, som er flygtet, efter at Rusland har invaderet Ukraine.
Anmelderen fra modtagecentret fortalte om de unge drenge, som kastede kanonslag uden for modtagecentret.
Da politiet ankom til stedet traf de ganske rigtigt fire unge i et køretøj, som var i besiddelse af kanonslag og bomberør magen til dem, som var blevet sprunget på stedet.
De blev derfor anholdt og sigtet for at bryde fyrværkeriloven.
John Christiansen kommer desuden med en opfordring til, at man viser en smule mere pli omkring modtagecentrene.
– Vi vil opfordre til, at man har lidt omtanke. Det er flygtninge, som kommer fra krig og ødelæggelse. De har ikke godt af, at der bliver fyret kanonslag af, siger han.
– Det drejer sig om forholdsvis unge mennesker, så det kunne godt være, at mor og far kunne forklare, at det ikke er okay.
Han fortæller, at politiet er i gang med at ransage de unges hjem for at finde ud af, om der er mere fyrværkeri i beholdningen.
Men klokken 01.10 natten til tirsdag havde betjentene endnu ikke fundet noget.
Han siger desuden, at alle fire nægter forholdet.
/ritzau/











