De allierede Nato-lande Tyrkiet og Tyskland har mandag opfordret til en våbenhvile i Ukraine hurtigst muligt.
Det sker efter et møde mandag mellem Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz.
Det er første gang, at Scholz har besøgt Erdogan som kansler.
– Vi er enige om, at der skal laves en aftale om en våbenhvile hurtigst muligt, siger Scholz på et pressemøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara.
Tyrkiet har hidtil indtaget en rolle som mægler i krigen mellem Ukraine og Rusland. Blandt andet har de to landes udenrigsministre, Dmytro Kuleba og Sergej Lavrov, holdt et møde i den tyrkiske kystby Antalya.
Erdogan har tidligere kaldt Ruslands invasion af Ukraine for “uacceptabel”. Tyrkiet har dog ikke indført sanktioner ligesom blandt andet EU og USA.
Præsidenten fastholder også fortsat sin alliance med begge krigens parter.
– Vi skal beskytte vores venskab med både Zelenskyj og Putin, siger Erdogan med henvisning til præsidenterne fra Ukraine og Rusland.
Tyrkiet og Ukraine har traditionelt været allierede. Tyrkiet afhænger dog også af import af russisk gas og indkomst fra russiske turister.
/ritzau/AFP











