Ukraine og Rusland har mandag eftermiddag sat fjerde runde med forhandlinger på pause indtil tirsdag.
Det skriver Ukraines chefforhandler, Mykhajlo Podoljak, på Twitter.
– Forhandlingerne er sat på pause. Denne tekniske pause varer indtil i morgen og sikrer en øget indsats i de mindre arbejdsgrupper og arbejdet med at fastsætte særlige definitioner. Samtalerne fortsætter, skriver han.
Mandagens forhandlinger er foregået over en videoforbindelse.
I de hidtidige forhandlinger, der er foregået i Hviderusland, er det ikke lykkedes for de stridende parter at opnå reelle gennembrud.
Heller ikke mandag meldes der om fremskridt.
I weekenden signalerede parterne ellers, at der var håb om, at man kunne nå til enighed om en indledningsvis aftale. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde tidligere mandag, at man snarest venter at kunne offentliggøre en udvikling i forhandlingerne:
– Alle venter på nyheder. Vi kommer helt sikkert til at sige noget her til aften.
Chefforhandler Podoljak har kaldt samtalerne for “svære”.
Rusland gik ind i Ukraine natten til torsdag den 24. marts. Siden da er flere ukrainske byer blevet udsat for bombardementer.
Desuden er over 2,8 millioner ud af Ukraines 44 millioner indbyggere flygtet ud af landet. Det oplyser FN’s flygtningeorganisation (UNHCR).
Over 1,7 millioner er flygtet til nabolandet Polen.
Ruslands krav til Ukraine under forhandlingerne lyder, at Ukraine skal stoppe militære handlinger og ændre sin forfatning til at udvise neutralitet.
Derudover skal Ukraine blandt andet anerkende Krim som russisk territorium. Rusland overtog Krim med magt i 2014.
/ritzau/AFP











