Magnus Cort brækker kraveben og går glip af monument

    Cykelrytteren Magnus Cort er kommet til skade i et styrt.

    På Twitter oplyser holdchef på EF Jonathan Vaughters, at danskeren har brækket sit kraveben på sidste etape af Tirreno-Adriatico.

    Styrtet skete tidligt på 7. etape, der køres med start og mål i San Benedetto del Tronto.

    Med den forventede pause forude tyder alt på, at han misser årets første monument, Milano-Sanremo, som køres lørdag i næste uge.

    Det italienske endagsløb er en af de klassikere, som Cort har deltaget i flest gange.

    Fra 2017 til 2021 har han været med hvert år med en ottendeplads i 2018 som bedste resultat.

    Han havde da også udset sig Milano-Sanremo som et af sine store mål for sæsonen, fortalte han TV 2 Sport før sæsonstart.

    – De få løb, jeg virkelig har sat kryds ud for, er endagsløbene. Det bliver lidt en ny satsning i forhold til de sidste to år, og det bliver Milano-Sanremo, der får det første store kryds i kalenderen, sagde han.

    Bornholmeren kan dog glæde sig over, at han allerede er blevet noteret for en sejr efter årsskiftet.

    I slutningen af februar kørte han først over stregen i det spanske løb Gran Camiño, men generelt har han været plaget af uheld i de første måneder af sæsonen.

    Efter sin sejr blev han testet positiv for coronavirus og var på vej tilbage i løbsform, da han søndag styrtede.

    Cort havde en af sine bedste sæsoner i 2021, hvor han blandt andet vandt tre etaper i Vuelta a España.

    /ritzau/