12 ballistiske missiler rammer Iraks kurdiske hovedstad

    12 ballistiske missiler affyret uden for Irak har natten til søndag ramt Erbil, som er hovedstad i den autonome kurdiske region i den nordlige del af landet.

    Der er ingen rapporter om dræbte eller sårede.

    Det oplyser kurdiske embedsmænd.

    En talsperson for det amerikanske udenrigsministerium kalder angrebet “uhørt”. Ifølge talspersonen er ingen amerikanere kommet noget til, og der er heller ikke sket nogen skade på amerikanske faciliteter i Erbil.

    Irakisk stats-tv citerer den kurdiske antiterrorenhed i regionen for at sige, at 12 ballistiske missiler ramte Erbil. Det oplyses ikke, hvor de landede.

    Amerikanske styrker, som er udstationeret omkring Erbils internationale lufthavnskompleks, har tidligere været under beskydning fra raket- og droneangreb.

    Amerikanske embedsmænd har givet militsgrupper med tilknytning til Iran skylden for disse angreb.

    Det er dog efterhånden lang tid siden, at sådan et angreb sidst har fundet sted.

    Sidste gang, ballistiske missiler blev rettet mod amerikanske styrker, var i januar 2020. Der var tale en et gengældelsesangreb fra Iran for USA’s drab på den iranske militærleder Qassem Soleimani den 3. januar 2020.

    Ingen amerikanere blev dræbt i angrebet i 2020, men flere fik hovedskader.

    Irak og nabolandet Syrien er jævnligt skueplads for angreb mellem USA og Iran.

    Shiamuslimske, islamistiske militser, som støttes af Iran, har angrebet amerikanske styrker i begge lande, og USA har indimellem udført gengældelsesangreb.

    Mandag dræbte et israelsk luftangreb i Syrien to medlemmer af Irans Revolutionsgardes Sikkerhedsstyrke (IRGC). Efterfølgende svor Iran, at landet ville gøre gengæld.

    Beboere i Erbil har natten til søndag delt videoer på nettet, der viser adskillige store eksplosioner.

    Ægtheden af disse videoer er ikke blevet bekræftet.

    /ritzau/Reuters