Den konservative oppositionskandidat Yoon Suk-yeol vinder præsidentvalget i Sydkorea.
Det står klart onsdag aften dansk tid. Lee Jae-myung, det regerende partis kandidat, har på et pressemøde erkendt sit nederlag og lykønsket sin modstander.
Det rapporterer det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Der har været tæt løb mellem de to kandidater. Da 80 procent af stemmerne var optalt, var der dødt løb mellem de to. Men det er altså Yoon Suk-yeol, der i sidste ende har sikret sig sejren og posten som præsident.
Posten har han de næste fem år, hvor han er i spidsen for den fjerdestørste økonomi i Asien.
Yoon Suk-yeol tager over efter den siddende præsident, Moon Jae-in.
I Sydkorea kan en præsident kun sidde i én embedsperiode. Derfor kunne Moon Jae-in ikke genopstille.
/ritzau/Reuters











