Over 40.000 civile evakueret fra krigsramte byer onsdag

    Over 40.000 civile er onsdag blevet evakueret fra krigsramte byer i Ukraine.

    Det oplyser Davyd Arakhamija, som er en af de ukrainske forhandlere i samtaler med Rusland, onsdag på sociale medier.

    Selv om det umiddelbart er et betydeligt større antal end foregående dage, er det ikke gået lige godt alle steder.

    Det har særligt været svært at få civile væk fra kampzoner i Kyiv, Kharkiv og Mariupol, fortæller han.

    – Over 40.000 kvinder og børn er evakueret over hele Ukraine på en dag. Vi prøvede 100.000, men mislykkedes, skriver han.

    Ukraine har anklaget Rusland for bombardementer i områder med civile, hvilket har besværliggjort evakueringer. Omvendt har Rusland anklaget Ukraine for at bryde våbenhviler.

    Sådan er anklagerne fløjet frem og tilbage de seneste dage, hvor evakueringen af civile flere gange har slået fejl.

    Det er blandt andet mislykkedes i havnebyen Mariupol i det sydlige Ukraine igen og igen. Og onsdag er det altså heller ikke gået helt planmæssigt i byen ifølge forhandleren.

    /ritzau/Reuters