Sanne Salomonsen, Christopher og Peter Sommer er blandt de musikere, der skal optræde ved den støttekoncert, som TV 2 og DR afholder til fordel for ofrene i krigen i Ukraine.
Det skriver TV 2.
Ved koncerten, der finder sted lørdag den 12. marts på Rådhuspladsen i København, vil der være mulighed for at støtte ofrene for krigen igennem et samarbejde med flere store danske nødhjælpsorganisationer, der er til stede i og omkring Ukraine.
I alt 16 danske solister og bands har sagt ja til at optræde ved støttekoncerten, hvor alle kan møde op.
Kanalchef på TV 2 Dorthe Thirstrup mener, at det i alvorlige situationer er vigtigt at stå sammen.
– Sammen med DR vil vi gerne give danskerne muligheden for at gøre en forskel. Eksempelvis ved at samles om ønsket om fred eller ved helt konkret at bakke økonomisk op om nødhjælpsorganisationernes akutte arbejde, siger hun til TV 2.
Det er DR’s Johannes Langkilde og TV 2’s Natasja Crone er værter på støttekoncerten, hvor man fra korrespondenter fra begge kanaler vil kunne høre om situationen i Ukraine.
/ritzau/











