Den 20-dobbelte grand slam-vinder i tennis Novak Djokovic er med i lodtrækningen til Indian Wells-turneringen.
Det oplyser arrangøren af den store amerikanske forårsturnering og tilføjer, at det er uvist, om Djokovic på grund af sin status som ikkevaccineret mod covid-19, får lov til at rejse ind i USA.
– Vi er i øjeblikket i kontakt med hans hold. Det er imidlertid ikke afgjort, om han kan deltage i begivenheden ved at få godkendelse af CDC til at rejse ind i landet, skriver arrangøren i et tweet.
CDC svarer til Statens Serum Institut herhjemme.
Ifølge CDC’s hjemmeside skal personer, der ikke er amerikanske statsborgere eller migranter, fremvise dokumentation for, at de er blevet vaccineret mod covid-19 for at få lov til at sætte sig på et fly mod USA.
Turneringen i Indian Wells, der begynder på torsdag, anses for at være blandt tennissportens største efter de fire grand slam-turneringer.
/ritzau/Reuters











